Plant hæk om efteråret - sådan gør du
Plant hæk om efteråret – sådan gør du trin for trin
Skal du plante en helt ny hæk? Eller har du, ligesom os, en eksisterende hæk, der lige mangler den sidste meter? Så er efteråret et rigtig godt tidspunkt at finde spaden frem!
Især hvis du planter barrodsplanter, som er hækplanter uden jord omkring rødderne.
Men hvordan planter man egentlig en hæk, og hvad skal man være opmærksom på?
I videoen viser gartner Anne Marie Sindberg, hvordan du planter hæk – lige fra klargøring af jorden til korrekt plantedybde, jordforbedring og vanding.
Hvornår er det bedst at plante hæk?
Efteråret er et oplagt tidspunkt at plante hæk, især når du bruger barrodsplanter. Jorden er stadig lun og fugtig, og planterne er på vej i vinterhi.
Du kan som regel plante løvfældende barrodsplanter fra midt på efteråret og frem til marts-april, så længe jorden ikke er frossen eller meget våd.
Og det gælder ikke kun hæk! Mange træer, buske og roser kan også plantes som barrodsplanter i denne periode.
Sådan planter du hæk med barrodsplanter
Det er heldigvis ikke raketvidenskab at plante hæk. Men der er et par ting, der er værd at gøre ordentligt fra starten.
1. Gør jorden klar
Start med at fjerne græs og ukrudt, hvor hækken skal stå. Græsset konkurrerer nemlig med de nye hækplanter om både vand og næring.
Grav jorden godt igennem, og sørg for at løsne den både i dybden og ud til siderne, så rødderne har god plads til at udvikle sig.
2. Plant i den rigtige dybde
Hækplanterne skal plantes i samme dybde, som de stod i planteskolen. Du kan som regel se et tydeligt farveskift nederst på stammen, der viser, hvor jordoverfladen tidligere har været.
Sørg for, at rødderne kan være i plantehullet uden at blive bøjet, og fyld godt op med jord omkring dem. Tryk jorden let til, og giv planterne vand efter plantningen.
3. Giv hækken en møglækker dyne
Når hækken er plantet, kan du med fordel afslutte med cirka 5 cm Champost Jordforbedring som topdække omkring planterne.
Jordforbedringen består af komposteret hestemøg og har flere gode egenskaber:
- Den hæmmer fremkomsten af ukrudt.
- Den hjælper jorden med at holde på fugten.
- Den tilfører langsomt organisk næring, efterhånden som den formuldes.
Og så ser det jo også ganske nydeligt ud!
Husk at vande din nye hæk det første år
Selvom du planter hækken om efteråret, er det især det efterfølgende forår og sommer, du skal holde godt øje med vandingen.
De nye hækplanter har endnu ikke udviklet et stort rodnet og kan derfor ikke finde vand på samme måde som en gammel, etableret hæk.
Vand derfor grundigt i tørre perioder – og vent ikke, til planterne begynder at visne eller hænge med bladene. Så er de allerede tørstige!
Vil du have flere gode råd om blandt andet valg af hækplanter, jord og forberedelse af plantestedet?
Så læs vores grundige guide til hækplantning her: Guide: Sådan planter du hæk.
Jordforbedring
Champost Jordforbedring består af komposteret og pasteuriseret hestemøg og anvendes som topdække til havens bede, langs hækken i køkkenhaven, højbede og krukker. Champost Jordforbedring må anvendes til økologisk dyrkning.