Sådan laver du et jordbærbed

Plant jordbær sent sommer eller tidlig efterår

Duften af solmodne jordbær. Smagen af sommer. Og røde fingre efter en tur i bedet.

Der er mange gode grunde til at plante jordbær, og vil du have bær allerede næste sommer, så er sensommer eller tidligt efterår det helt rigtige tidspunkt at komme i gang.

Her guider vi dig gennem processen – trin for trin – og deler samtidig lidt praktiske tips fra haven.

Hvornår skal jordbærplanter i jorden?

Det korte svar: August til september.

Jorden er stadig lun, luften fugtig, og der kommer som regel godt med regn. Det giver de nyplantede jordbær perfekte forhold til at udvikle et solidt rodnet inden vinteren. Jo bedre rødderne når at etablere sig, jo flere bær kan du plukke næste år. Du kan også plante jordbærplanter om foråret, men forvent ikke det store udbytte.

Find det rette sted

Jordbær elsker sol. Masser af den. Vælg et sted i haven, hvor der er sol det meste af dagen – og gerne læ. Undgå lavninger, hvor kulde og vand samler sig. Jordbær har det ikke så godt med våde tæer.

Forbered jorden – den skal være løs og lækker

Et godt jordbærbed starter med en god jord.

Har du meget tung lerjord eller meget sandet jord, kan du tilføre noget nyt muld som harpet muld eller højbedsmuld, eller du kan blande Champost Jordforbedring i den eksisterende jord. Det gør jorden porøs, holder bedre på vand og næring, og giver liv til mikroorganismer, som jordbærplanterne elsker.

En smule sten i jorden er faktisk en fordel. De giver dræn og gør det nemmere for rødderne at udvikle sig.

Vælg planterne

I videoen bruger Henrik sorten Senga Sengana. En klassiker, som er kendt for både smag og pålidelighed. Men der er mange gode valg, hvor du kan vælge ud fra smag, modstandsdygtighed og hvornår på sæsonen de byder på bær. Forhør dig ved dine lokale planteskole og kombinær evt. forskellige sorter, så bedet passer dine behov.

Fordelen ved jordbær er, at planterne danner små aflæggere (“babyer”), som kan blive til nye rækker året efter. Hvis du regner med at tage stiklinger af dine jordbærplanter, er det derfor godt givet ud, at være lidt nøje med de planter du vælger, og at du sikrer dig, at det er sunde planter, du køber (gerne fra en planteskole).

Skift planterne ud hvert tredje år, for maksimalt udbytte.

Plant med god afstand

Plant jordbærrene i rækker. Der bør være ca. 30 cm mellem planterne og 60 cm mellem rækkerne. Det varierer lidt efter sorten, så læs gerne plantevejledningen på planten.

Husk: Plant ikke for dybt! Plantens “hjerte” (der hvor nye skud vokser fra) skal være i jordhøjde.

Vand godt og giv topdække

Vand planterne godt igennem inden plantning, og giv dem en solid omgang vand, når de er kommet i jorden.

Læg derefter et lag Champost Jordforbedring ovenpå. Det holder på fugten, beskytter rødderne mod frost og sørger for langsom næringsfrigivelse gennem vinteren.

Gød på det rette tidspunkt

Jordbær er ikke næringskrævende planter, men det er alligevel en god ide at gøde sine jordbær. Dog kun om efteråret, når planterne er færdige med at give bær.

Hvis du gøder om foråret, risikerer du, at planterne bruger al energien på at lave blade i stedet for bær. Efterårsgødning giver derimod stærke planter, der kvitterer med masser af søde jordbær næste sommer.

Klar til din egen jordbærhøst?

Så er det bare med at finde plads i haven. Et jordbærbed er hurtigt at etablere, og til gengæld får du glæde år efter år, når planterne formerer sig.

Find forhandler

Find vores produkter i nærheden af dig

Sammen med vores forhandlere i hele landet yder vi kompetent rådgivning og førsteklasses service.

Find forhandler

Tilmeld nyhedsmail

Vi holder dig opdateret om nyheder samt praktiske råd og brug af vores Champost produkter.