Dyrkning i drivhus: 10 fejl og gode tips

Klassiske fejl i drivhuset – og Henriks bedste tips

Der er mange ting, der kan gå galt i et drivhus.

Tomaterne kan komme for tidligt ud. Bladene kan krølle. Kapilærkassen kan snyde lidt. Jorden kan tørre hurtigere ud, end man lige regnede med. Og pludselig står man der med sved på panden og tænker: “Hvad i alverden er det nu, den plante prøver at fortælle mig?”

Heldigvis er drivhuset også et af de bedste steder at lære.

I videoen her tager Henrik fra Champost dig med ind i vores drivhus, hvor han helt bevidst eksperimenterer, stresstester og prøver forskellige metoder af med tomater, agurker, kapilærkasser, vanding og jord.

For som Henrik selv siger: Der er masser af guldkorn derude. Og guldkorn er lidt ligesom slik i skuffen. Det skal deles.

Her får du nogle af de typiske fejl, mange laver i drivhuset – og Henriks bedste tips til, hvordan du får bedre succes med især tomater.

1. Du sætter tomaterne for tidligt ud i drivhuset

Vi kender det godt. Solen skinner. Drivhuset lokker. Tomatplanterne står og tripper i vindueskarmen. Og pludselig kan man simpelthen ikke vente længere.

Men tomater er varmeelskende planter. Kommer de for tidligt ud i drivhuset, kan de blive stressede, gule og gå i stå i væksten. Det betyder ikke nødvendigvis, at alt håb er ude – men planten skal bruge kræfter på at komme sig, før den for alvor kan sætte gode tomater.

Henriks tip

Har tomatplanten fået en hård start, så lad være med at forvente, at den både skal vokse vildt, sætte masser af sideskud og lave enorme mængder tomater på én gang. Hjælp den i stedet med at bruge kræfterne rigtigt.

Du kan for eksempel:

  • klippe klaserne lidt til
  • fjerne overskydende skud
  • begrænse antallet af tomater pr. klase
  • stoppe planten i højden, hvis den alligevel ikke får gavn af at vokse mere

Det handler ikke om at pine planten. Det handler om at hjælpe den med at lave færre, men bedre tomater.

2. Du lader tomatplanten bruge energi på for meget på én gang

Tomatplanter kan være lidt overambitiøse.

De vil gerne vokse. Sætte blomster. Lave sideskud. Skyde i vejret. Danne klaser. Og helst det hele på samme tid.

Derfor kan det være en god idé at styre den lidt. Ellers bruger den for meget energi på vækst – og for lidt på at modne gode tomater.

Henriks tip

Hjælp tomatplanten ved at:

  • fjerne sideskud løbende
  • tynde ud i klaserne
  • stoppe planten i toppen, når den har nået en passende højde
  • fjerne gamle eller syge blade nederst på planten

Tomater skal selvfølgelig have lov at vokse. Men nogle gange er lidt kærlig begrænsning vejen til bedre høst.

Lidt ligesom med os andre. Vi bliver heller ikke nødvendigvis bedre af at få 47 opgaver på samme tid.

3. Du glemmer, at varme også kan stresse planterne

Et drivhus kan hurtigt blive meget varmt. Og ja, tomater elsker varme. Men der er forskel på dejlig sommervarme og “nu står vi i en ovn med glaslåg”-varme.

Når tomatplanter får det for varmt, kan bladene begynde at krølle. Det kan se dramatisk ud, men det er ofte plantens måde at forsøge at beskytte sig selv og holde på fugten.

Henriks tip

Hvis tomatbladene krøller:

  • Er drivhuset for varmt?
  • Er der luft nok?
  • Er jorden fugtig længere nede?
  • Har planten brug for mere skygge eller udluftning?

Sørg for god ventilation i drivhuset, og luft ud på varme dage. Planterne må gerne tørre en lille smule ud mellem vandingerne – de skal bare ikke tørre helt ud.

4. Du stoler blindt på kapilærkassen

Kapilærkasser er smarte. Det er der ingen tvivl om.

De kan hjælpe med en mere jævn vandforsyning, og de er populære i mange drivhuse. Men de passer ikke planterne helt af sig selv. Selvom der står vand i kassen, skal du stadig holde øje med, hvordan planterne har det.

I videoen viser Henrik er især opmærksom på, at rødderne ikke kun skal søge ned mod vandet, men også arbejde i jorden, hvor næringen er. Derfor vander han også oppefra i jorden.

Henriks tip

Selvom du dyrker i kapilærkasse, skal du stadig mærke efter i jorden.

Hold øje med:

  • om jorden er fugtig eller tør
  • om planten ser slatten eller stresset ud
  • om bladene krøller
  • om planten kun jagter vand nedefra
  • om jorden i plantesækken tørrer hurtigere ud end forventet

Kapilærkassen er en hjælp. Ikke en barnepige. Og husk altid at vande ovenfra.

5. Du vander for meget – eller for lidt

Vanding er nok en af de ting, der driller flest i drivhuset.

For lidt vand kan give stressede planter, tør jord og dårlig frugtudvikling. For meget vand kan give rødder, der står for vådt, og planter, der bliver dovne i rodsystemet.

Det svære er, at det rigtige ikke altid er det samme fra uge til uge. Vejret, temperaturen, plantens størrelse, jordtypen, dyrkningsmetoden og type af plante spiller alt sammen ind.

Tomater i drivhus kan på varme dage bruge meget vand, men de bryder sig ikke om at stå og soppe. Det kan agurker derimod, som gerne vil have jævnt fugtig jord, og aldrig må tørre ud.

Henriks tip

  • Mærk efter i jorden – ikke kun på overfladen.
  • Overfladen kan godt se tør ud, selvom der stadig er fugt længere nede. Især hvis du har lagt et lag jordforbedring på toppen.
  • Stik en finger ned i jorden. Løft eventuelt på plantesækken, hvis du dyrker i sæk. Og kig på planten. Den skal nok sladre lidt, hvis noget er galt.

Det er ikke raketvidenskab. Men det er heller ikke bare “vand hver tirsdag og håb på det bedste”.

6. Du glemmer, at spagnumfri jord kan opføre sig anderledes

Flere og flere vil gerne dyrke i spagnumfri jord. Og det giver rigtig god mening.

Men spagnumfri jord opfører sig ikke altid på samme måde som jord med spagnum. Spagnum er nemlig rigtig god til at holde på vandet. Når man dyrker spagnumfrit, kan jorden derfor dræne hurtigere, og så skal man være lidt ekstra opmærksom på vandingen.

I videoen viser Henrik den spagnumfri afdeling i drivhuset. Her er det tydeligt, at jorden ikke holder nær så godt på vandet som de andre dyrkningsmetoder. Derfor vil han fremover vande den afdeling lidt anderledes. Mindre og oftere.

Henriks tip

  • Dyrker du i spagnumfri jord, så hold ekstra øje med fugten.
  • Det betyder ikke, at du skal vande hele tiden. Men du skal lære jorden at kende.
  • Tjek jorden oftere i starten, og vær opmærksom på, om den tørrer hurtigere ud end forventet. Det gælder især i varme perioder, hvor drivhuset hurtigt bliver tørt og varmt.

Generelt: Vand oftere, men uden at jorden er konstant våd. Det er en balancegang.

7. Du bruger samme vanding til alt i drivhuset

Det ville være dejligt, hvis alle planter i drivhuset bare kunne få samme mængde vand og være glade.

Men sådan er det sjældent.

Planter i kapilærkasser, planter i plantesække, planter i spagnumfri jord og planter direkte i jorden kan have vidt forskellige behov. Også selvom de står i samme drivhus, får samme lys og bliver passet af samme person.

Det oplever Henrik også i videoen. Han har vandet ens over hele drivhuset, men kan se, at den spagnumfri afdeling kræver lidt mere opmærksomhed.

Henriks tip

Opdel drivhuset efter behov.

Du kan for eksempel tænke over:

  • hvilke planter der står i kapilærkasser
  • hvilke planter der står direkte i jorden
  • hvilke planter der står mest varmt eller mest solrigt
  • hvilke planter du dyrker (agurker er mere tørstige end tomater)

Når du først begynder at se drivhuset i små zoner, bliver det meget lettere at vande rigtigt.

8. Du planter ikke tomaterne dybt nok

Tomater kan noget ret smart.

De kan danne rødder fra stænglen, hvis de plantes dybt. Derfor kan det være en fordel at plante tomater dybere, end de stod i potten. Det giver planten mulighed for at udvikle et større rodsystem.

I videoen viser Henrik et forsøg, hvor han har plantet tomater helt ned i jorden – cirka en meters penge. Det er lidt moderne på sociale medier, som han siger. Planterne fik en lidt gul start, fordi de kom for tidligt ud, men begynder nu at se lovende ud.

De får ingen vand oppefra, fordi tanken er, at den lange stængel og rod skal fungere som en slags væge nede i jorden.

Henriks tip

  • Du behøver ikke plante dine tomater en meter ned i jorden for at få succes. Men det kan være en rigtig god idé at plante dem dybt, når du planter dem ud.
  • Fjern de nederste blade, og sæt planten dybere i jorden eller plantesækken, så den kan danne flere rødder langs stænglen.

Et stærkere rodnet giver som regel en stærkere plante. Og stærke planter er nu engang sjovere end slatne planter.

9. Du glemmer at dække jorden på toppen

Et af Henriks gode tricks i drivhuset er at lægge et lag Champost Jordforbedring ovenpå jorden.

Han kalder det en dyne. Og det er faktisk et ret godt billede.

Et lag på cirka 3-5 cm jordforbedring på toppen kan hjælpe med at mindske fordampning, så jorden holder bedre på fugten. Overfladen kan godt tørre ud og danne en slags beskyttende lag, mens der stadig er fugt længere nede.

Samtidig tilfører jordforbedringen organisk materiale og næring over tid.

Henriks tip

  • Læg 3-5 cm Champost Jordforbedring på toppen af jorden omkring planterne.
  • Det kan især være smart i drivhuset, hvor varme og fordampning hurtigt kan udtørre jorden.

Bare husk: Selvom overfladen ser tør ud, kan der stadig være fugt under “dynen”. Så mærk efter, før du vander.

10. Du tror, alt skal være perfekt

Drivhuset er ikke et laboratorium. Eller jo – måske lidt. Men det behøver ikke være et sted, hvor alt skal være perfekt. Faktisk lærer man ofte mest, når noget går lidt skævt.

Henrik bruger drivhuset hos Champost til at eksperimentere og stressteste. Han prøver metoder af. Han ser, hvad der sker. Han sammenligner. Og han bliver klogere undervejs.

Det er en god tilgang at tage med ind i sit eget drivhus. For selvfølgelig vil vi gerne have sunde planter, masser af tomater og mindst muligt bøvl. Men drivhusdyrkning handler også om at lære sine planter, sin jord og sine vaner at kende.

Gode råd til tomater i drivhus

Her får du de vigtigste drivhustips samlet:

  • Vent med at sætte tomaterne ud, til der er varme nok i drivhuset.
  • Plant gerne tomaterne dybt, så de kan danne flere rødder.
  • Fjern sideskud løbende, hvis du dyrker sorter, der skal knibes.
  • Begræns klaserne, hvis planten virker presset.
  • Stop planten i toppen, når den har nået en passende højde.
  • Luft ud på varme dage, så planterne ikke bliver stressede.
  • Hold øje med krøllede blade – det kan være tegn på varme og tørkestress.
  • Vand efter behov, ikke efter kalenderen.
  • Vær ekstra opmærksom på vanding i spagnumfri jord.
  • Læg 3-5 cm Champost Jordforbedring på toppen som en fugtbevarende dyne.
  • Husk, at kapilærkasser stadig kræver opmærksomhed.

Og hvis du laver en fejl? Så er du i godt selskab.

Se Henriks drivhusforsøg

Vil du se, hvordan det ser ud i praksis, når Henrik eksperimenterer med tomater, kapilærkasser, spagnumfri jord, vanding og jordforbedring?

Så se videoen i toppen af artiklen.

Her får du ikke en glansbilledversion af drivhusdyrkning. Du får det, som det også kan se ud i virkeligheden: planter der bliver stressede, blade der krøller, jord der opfører sig forskelligt – og en masse nyttige erfaringer, man faktisk kan bruge til noget.

For det er sådan, man bliver bedre i drivhuset.

Find forhandler

Find vores produkter i nærheden af dig

Sammen med vores forhandlere i hele landet yder vi kompetent rådgivning og førsteklasses service.

Find forhandler

Tilmeld nyhedsmail

Vi holder dig opdateret om nyheder samt praktiske råd og brug af vores Champost produkter.