Guide til gødning i haven
Gødning til haven – Sådan gør du dine planter glade
Gødning er som en god kop kaffe om morgenen – livsnødvendig for nogen, overflødig for andre.
Kål og porrer? Grovædere. Middelhavsurter? Nøjsomme typer.
Men én ting er sikkert: Når du dyrker, tærer du på jorden – og vinterens regn skyller næringen væk.
Så hvornår og hvordan skal du gøde? Lad os kigge på det.
Hvornår skal du gøde?
Efteråret: Chancen for udvaskning er stor, hvis du gøder om efteråret, hvor der ingen vækst er. Men skelner man mellem gødning og jordforbedring, er efteråret et rigtig godt tidspunkt at jordforbedre - da det har en “grundgødende effekt”. Det er her du fx lægger et godt lag Champost Jordforbedring ud i alle dine bede og under hækken, så det kan ligge og formulde og gøre jorden dejlig lækker til næste sæson.
Foråret og sommeren: Er for de planter, der har brug for ekstra næring under væksten. Men husk! Bruger du en stærk gødning, skal det gives i små doser. Det er lidt som med chili i mad: En lille smule løfter retten, men for meget brænder det hele ned! Hellere lidt men ofte gennem hele vækstsæsonen end en overdosis her og nu, der gør mere skade end gavn.
Tre nyttige gødningstips
- Bleggrønne, ranglede planter? De trænger til et skud kvælstof.
- Store, sunde blade og robust vækst? De har det fint – ingen grund til at overfodre.
- Regn på vej? Perfekt tidspunkt at gøde – ellers må du selv vande det ned til rødderne.
Hvilken gødning passer bedst til din have?
Gødning og jordforbedring kommer i mange former. Her er en hurtig oversigt over nogle gode (naturlige) valgmuligheder:
-
Ko- og hestemøg – Naturens rugbrød. Langsomt nedbrydeligt og godt for jordens mikroliv.
-
Hønsemøg & kaningødning – Naturens espresso. Højt på næring, hurtigtvirkende – brug med måde.
-
Kompost – Naturens multivitamin. Super til jorden, men sjældent nok til at fodre sultne grøntsager alene.
-
Grøngødning – Kløver, boghvede m.m. sået om efteråret opsamler næring og frigiver den til jorden næste sæson.
-
Aske fra brændeovn – Brug sparsomt og kun fra rent træ, ellers risikerer du at skade jorden.
Har du ikke adgang til dyremøg? Er kompostbunken ikke stor nok til at fodre hele haven? Er grøngødning lidt for omstændigt? Er du klimabevidst og har skaffet dig af med din gamle brændeovn? Frygt ej. Der er gode løsninger i handlen.
Champost Jordforbedring – Komposteret hestemøg. Bland i jorden eller brug som topdække (et godt lag hæmmer desuden ukrudt – win win).
Champost Naturgødning – OGSÅ komposteret hestemøg men ekstra næringsrig (tilsat biofibre). God til de lidt mere sultne planter.
Økologisk Universal Gødning – Flydende, plantebaseret gødning fra danske øko-landbrug.
Organisk Gødning – Pelleteret insektmøg. Jep, møg fra larver!
Så hvad har vi lært?
- Gødning er nødvendigt, men det skal gøres med omtanke.
- Planter er forskellige – nogle er sultne, andre er mere beskedne. Kend dine grønne venner.
- Der findes mange slags gødning. Vælg den, der giver bedst mening for dig, din jord og dine planter.
Hop i træskoene. Havehandskerne på. Prøv dig frem. Kun sådan giver du din have den kærlighed (og næring), den fortjener 🌱💩
Jordforbedring
Champost Jordforbedring består af komposteret og pasteuriseret hestemøg og anvendes som topdække til havens bede, langs hækken i køkkenhaven, højbede og krukker. Champost Jordforbedring må anvendes til økologisk dyrkning.