Sådan forbedrer du din havejord - til gavn for dine planter

Champost Jordforbedring i hænder

Hvad kendetegner en god jord, og hvordan kan du forbedre den?

Når man arbejder i haven, er det fristende at købe ny jord for at skabe de bedste betingelser for sine planter. Men vidste du, at du ofte kan bruge den jord, du allerede har i din have? I stedet for at skifte jorden helt ud, kan du med lidt hjælp forbedre jordens kvalitet, så den passer perfekt til de planter, du gerne vil dyrke.

I denne artikel går vi i dybden med, hvad der kendetegner en god jord, hvordan du kan vurdere din egen jordkvalitet, og hvad du kan gøre, hvis din jord enten er meget leret eller meget sandet og næringsfattig.

 

Sådan defineres en 'god jord'

En god jord er den, der giver vækstoptimale betingelser for planternes rødder. Det betyder, at jorden skal have en god struktur, en passende mængde næringsstoffer og evnen til både at holde på og dræne vand. Men hvad betyder det i praksis?

Jordens struktur
En god jord har en luftig og smuldrende struktur. Den gode struktur fås ved den rette sammensætning af jordpartikler (sand, silt og ler) samt humus (nedbrudt organisk materiale). Jorden skal hverken være for kompakt (lerjord) eller for løs og sandet. En god struktur gør det lettere for planternes rødder at vokse, trække vand og optage næringsstoffer. Den rette jordstruktur skaber også et godt miljø for mikroorganismer, som er essentielle for nedbrydning af organisk materiale og frigivelse af næringsstoffer.

Vandbalance
Jorden skal kunne holde på nok vand til, at planterne kan klare sig mellem vanding, men samtidig dræne overskydende vand væk, så rødderne ikke drukner. For meget vand kan kvæle rødderne, mens for lidt vand kan føre til tørke og hæmme væksten.

Næringsstofindhold
Planterne har brug for en række næringsstoffer for at vokse optimalt – der findes 17 essentielle plantenæringsstoffer. Makronæringsstoffer er dem planten har brug for i store mængder, dem vi oftest taler om er Nitrogen (N), fosfor (P) og kalium (K). Men også Magnesium (Mg), Calcium (Ca) og svovl (S) er makronæringsstoffer. Andre såkaldte mikronæringsstoffer inkluderer en række mineraler, som planter kun har brug for i meget små mængder, herunder Jern (Fe), Mangan (Mn), Zink (Zn) Kobber (Cu) og Bor (B).
En god jord indeholder den rigtige balance af alle næringsstoffer.

pH-værdi
Jordens pH-værdi spiller også en stor rolle i, hvor tilgængelige næringsstofferne er for planterne. De fleste planter trives bedst i en let sur til neutral jord med en pH mellem 6 og 7.

 

Er din jord god? Sådan undersøger du det:

Det er ret nemt at få en fornemmelse af, om din jord har de rigtige egenskaber. Du kan starte med en visuel og manuel vurdering:

  • Grav et hul og mærk på jorden
    Når du graver i jorden, bør den være smuldrende og let at arbejde med. Hvis jorden føles hård og kompakt, og du har svært ved at stikke spaden ned, er det sandsynligvis en lerjord. Hvis jorden derimod falder let fra hinanden og virker meget tør, er det tegn på sandjord.
  • Vandtest
    Grav et lille hul på omkring 30 cm dybde, fyld det med vand, og se, hvor hurtigt vandet dræner væk. Hvis vandet står længe i hullet, har du sandsynligvis tung lerjord. Hvis vandet forsvinder meget hurtigt, har du en let og sandet jord.
  • pH-test
    Du kan købe et simpelt pH-testkit i de fleste havecentre og teste din jords surhedsgrad. Dette giver dig en god indikation af, om din jord har brug for kalk for at hæve pH-værdien, eller om den er ideel til de fleste planter.

 

Hvordan forbedrer du din jord?

Afhængigt af hvilken type jord du har, kan du tage forskellige skridt for at forbedre den. Her fokuserer vi på lerjord og sandjord, da disse to typer ofte kræver mest opmærksomhed.

Forbedring af lerjord

Lerjord er ofte meget kompakt og har svært ved at dræne vand. Det kan føre til, at rødderne får for lidt ilt, og at vand står i jorden og skader planterne. Men lerjord kan nemt forbedres og blive en fremragende dyrkningsjord.

  • Tilsæt sand og grus
    Ved at tilføje groft sand eller småsten kan du hjælpe med at løsne leret og forbedre dræningen. Sørg for at bruge groft sand, da fint sand kan komprimere jorden endnu mere.
  • Organisk materiale
    Lerjord har gavn af store mængder organisk materiale, såsom Champost Jordforbedring, havekompost eller afklippet græs, blade og andre bløde planterester. Når du tilføjer organisk materiale, bliver jorden mere porøs og får bedre struktur, så vand og luft kan bevæge sig lettere gennem jorden. Samtidig stimulerer du jordens mikroliv ved at tilføre organisk materiale.
  • Drænkanaler
    Hvis din have har områder med meget tung lerjord, kan det også være en idé at etablere drænkanaler, så overskydende vand hurtigt kan ledes væk fra planternes rødder.

Forbedring af sandjord

Sandjord er let og dræner meget hurtigt. Det betyder, at næringsstoffer hurtigt vaskes ud, og jorden har svært ved at holde på vandet. Planter i sandjord kan derfor ofte lide af vand- og næringsmangel.

  • Tilsæt organisk materiale
    Ligesom lerjord har sandjord stor gavn af organisk materiale. Champost Jordforbedring er ideel til sandjord, fordi det forbedrer jordens evne til at holde på vand og frigiver næringsstoffer over tid. Jordforbedringen har desuden en luftig struktur, der binder vand i jorden længere. Du kan også tilføre havekompost eller afklippet græs, blade og andre bløde planterester.
  • Mulch
    Dæk sandjorden med et lag af græsafklip, halm eller barkflis. Det lag hjælper med at holde på fugten og forhindrer jorden i at tørre for hurtigt ud, især i sommermånederne.
  • Tilsæt ler
    Det kan også være en god idé at blande lidt ler i sandjord. Dette vil hjælpe med at øge jordens evne til at holde på både vand og næringsstoffer.

 

Fordelene ved at tilføre Champost Jordforbedring

Uanset om du har lerjord eller sandjord, vil tilføjelse af Champost Jordforbedring altid være en fordel. Jordforbedringen består af komposteret hestemøg, kalvemøg og halm - og er fyldt med de næringsstoffer, din jord og dine planter har brug for. Jordforbedring hjælper med at:

  • Forbedre jordens struktur
    Champost Jordforbedring gør jorden mere porøs og luftig, hvilket er vigtigt for både dræning og røddernes vækst.
  • Øge vandholdningsevnen
    I både sandet og leret jord hjælper Champost Jordforbedring med at fastholde vand i jorden, så planterne kan optage det over tid, i stedet for at vandet hurtigt løber væk.
  • Langsom frigivelse af næringsstoffer
    Champost Jordforbedring frigiver næringsstoffer gradvist, hvilket sikrer en stabil og vedvarende næringsforsyning til dine planter.

 

Konklusion

Du behøver ikke nødvendigvis købe helt ny jord til din have for at få succes med dine planter. Med en simpel analyse af din jordtype og nogle få forbedringer kan du optimere den jord, du allerede har - og på den måde opnå en sund og produktiv have. Og ved at tilføre Champost Jordforbedring giver du dine planter det bedst mulige fundament. Uanset om din jord er tung og leret eller let og sandet.

Find forhandler

Find vores produkter i nærheden af dig

Sammen med vores forhandlere i hele landet yder vi kompetent rådgivning og førsteklasses service.

Find forhandler

Tilmeld nyhedsmail

Vi holder dig opdateret om nyheder samt praktiske råd og brug af vores Champost produkter.